Sanctus

Højmessens nadverindledning, herunder Sanctus, har altid fascineret mig. Denne enkle, højtidelige musik, udformet med den allerstørste selvfølgelighed og knaphed, har været mig til stadig glæde. Derfor valgte jeg at benytte denne musik som den helt bestemmende bestanddel i mit Sanctus.

Sanctus er skrevet i 2010 og indgår i Dansk orgelmesse som er skrevet af fire komponister. De øvrige satser er skrevet af: Flemming Christian Hansen, Bjarne Hersbo, og Lasse Toft Eriksen.

Det samlede værk blev uropført i Treenighedskirken, Esbjerg i oktober samme år, og udgivet på Forlaget Mixtur kort tid efter.

Ny dansk orgelmesse

Sanctus er lagt i hænderne på Mikkel Andreassen. Og her finder vi den del af ”Missa Orbis Factor”, som vi kender bedst i den danske liturgi. Det er dette Sanctus, der danner grundlag for de danske messetoner. Vi genkender umiddelbart korsvaret ”Hosianna i det højeste”, men også den melodiske udformning af præstens ”Hellig, hellig, hellig er Herren…” stammer fra dette Sanctus. Mikkel Andreassen har valgt at angribe sit stof med en fuldstændig kompromisløs askese. De seks satser er alle i fis-mol (som nadverritualet i Koralbogen) og han flotter sig ikke med så meget som ét eneste løst fortegn. Alligevel fremstår satserne med en betydelig individuel prægnans. Alle ideer er klart defineret og stilsikkert gennemført. Resultatet er en musik, der har sin egen statiske skønhed – som en mobile af små glasprismer, der hele tiden reflekterer og bryder lyset i nye mønstre og farver. En religiøs minimalisme, som er i slægt med Arvo Pärt.

John Frandsen i Organistbladet, august 2011