I Danmark foregår det kunstneriske forfald i store smukke, og velholdte bygninger.
Danske orkestre, kor og ensembler er i de seneste tiår blevet drastisk reduceret, men samtidig har man bygget nye koncertsale, operahuse og musikhuse og man kan derfor nemt få den misforståelse at udøvere af klassisk musik er forkælede og snobbede mennesker der kun ønsker at arbejde i store, smukke og luksuriøse bygninger.
Musikere er optaget af musik, instrumenter og akustik, men er fløjtende flintrende ligeglade med lækre og indbydende foyer-, café-, restaurant-, og toiletfaciliteter, og er allermest optaget af om nogen hører og værdsætter den musik de brænder for at give videre.
Der er et markant misforhold mellem prangende ydre form og stærkt svækket indhold. Det er tydeligt at politikerne har mere sans for beton end symfonier.
Lederne af disse institutioners vigtigste opgave er at insistere på indhold, substans og mening. Det vigtigste kunstneriske afsæt er den indre nødvendighed og denne uomgængelige forudsætning skal sikres langt bedre modnings- og udfoldelsesmuligheder. Politikerne skal blive bedre til at forstå og sikre kunstens vilkår, frem for at bygge flere indholdstømte pragthuse.
Det bedste fundament for kunst og kunstnere støbes ikke i beton, men bygges af engagement, forståelse og værdsættelse.
