Når jeg i morgen aften indleder en hel koncert med musik af Max Reger ved at spille Fantasi og Fuga i d mol Op. 135b ved Vor Frelsers Kirkes gamle Marcussenorgel, binder det en masse personlige historier sammen.
Dette instrument er for mig helt uløseligt forbundet med min højt elskede lærer, Peter Møller, som jeg studerede hos i hele min konservatorietid. Peter var mit første store forbillede og er en af mine vigtigste musikalske faderfigurer.
Jeg ser ham for mig ved instrumentet – svajende, brummende og medrevet – han var en fantastisk musiker, og en fremragende lærer.
Netop dette stykke, spillet på samme instrument, indgik min første rigtige solokoncert i sommeren 1989. Koncerten var kommet i stand på Peters foranledning, og var en slags trøstepræmie fordi jeg ikke måtte deltage i en masterclass i Belgien, som jeg ellers var udtaget til, da jeg ikke var “post graduate”.
At Peter var rigtig god til at spille musik af Max Reger, og i at han i lange perioder af sit liv levede fuldt ud ligeså selvdestruktivt som Reger, hører også med til billedet. Regers voldsomt polariserede musik – spændt ud mellem skønhedssøgende inderlighed og højspændt lidenskabelighed, passede godt til Peters kunstneriske gemyt.
Dagen efter denne koncert ringede min egen far og sagde, “det var rigtig godt spillet” – han roste ellers kun yderst sjældent, og det er faktisk mit første minde om helt ubetinget anerkendelse fra ham – så også det betyder en hel del.
Når man har arbejdet og levet sammen med musik så længe, væver den sig tæt sig sammen med hele ens liv, og bliver en helt uadskillelig del af det.
