Klassisk musiks fornemmeste kendetegn er samtalen mellem samtid og fortid.
At beskæftige sig med klassisk musik handler ikke om at besynge ældre tiders musik, men om at være åben for de umistelige værdier som allerede er skabt, og som vi kan lære af og fordybes ved at beskæftige os med og kende til, og samtidig være i stand til at forstå nødvendigheden af at formulere ny og vedkommende musik.
Måske ville det være gavnligt om vi nuancerede begrebet samtidsmusik så det i højere grad også indbefattede den musik der viser sig at være nødvendig for os – ny eller ældre, som giver os mulighed for refleksion og fordybelse?
Udover den musik der udformes i samtiden, består samtidens musik jo også i høj grad af musik der aktualiseres i den periode vi lever i. Johann Sebastian Bach blev som bekendt født i det 17. århundrede, men er aldrig blevet spillet så meget som i det 20. århundrede, hvor eksempelvis Glenn Goulds indspilning af Goldbergvariationerne i meget høj grad blev en del af samtiden. Et andet eksempel er hele den bølge af “historisk musik” som blev aktualiseret og skærpet gennem opførelsespraksisbevægelsen, og som medvirkede til at renæssancens vokalmusik blev gjort nærværende og nødvendig, og som inspirerede til nye musikformer som var meget nærmere beslægtet med renæssancens vokalmusik end senmodernismens kunstneriske frembringelser – Arvo Pärt er et indlysende eksempel.
Ideen om at musikhistorien består af en samlet og fremadskridende bevægelse er hverken dækkende eller beskrivende, og forhindrer for mange i at nærme sig musik, som i overfladisk forstand kan afskrives som gammel, fortidig og umoderne og dermed ikke spændende.
Den klassiske musikers fornemmeste opgave er at give samtiden mulighed for den fordybelse og indsigt som fortidens mesterværker giver adgang til, men som forstår at man ikke kan aktualisere fortiden uden at være nærværende i samtiden.
Klassisk musik skal ikke udføres af mennesker der drømmer om at genoplive fortiden, men af mennesker der lever, tænker, føler og skaber i samtiden.
